Websitet anvender cookies til statistik. Denne information deles med tredjepart. Læs mere hende .
Australsk fodbold er hverken rugby eller amerikansk fodbold.
Australsk fodbold er en kontaktsport med holdånd. Bolden er oval, banen er oval og man scorer ved at sparke bolden mellem to høje stolper. Du kommer til at lave leads, marks, handballs, bounces, speckies, shepherds og tacklinger. Lyder det forvirrende? Kom og prøv det hele til træning i vores meget sociale klub, hvor løver og løvinder træner sammen, støtter op om hinandens kampe, hygger med en øl i klubhuset og generelt har et stærkt sammenhold. Prøv om sporten er noget for dig – vi har altid plads til nye spillere! Vi træner mandage og onsdage kl. 18:30-20:00 i Bolbro Parken - Falen 95.
Om Australsk fodbold
Hvordan det hele startede
I januar 2013 besluttede en dansker og en australier sig for at starte en australsk fodboldklub i Odense. Klubben kaldte de Odense Lions, og siden klubbens opstart, er flere og flere spillere kommet til. I starten var der ikke nok spillere i Odense Lions til at stille hold til turneringerne, men i denne periode hjalp spillerne flittigt de andre danske hold, når disse stod og manglede spillere.
Da herreholdet, Odense Lions, havde nok spillere til at stille op til turneringer, greb de chancen. Til trods for holdets korte eksistenstid, gav de, de andre danske hold værdig modstand ved deres første kampe d. 22. juni 2013 til en 9-mandsturnering afholdt i Odense. Herreholdet fik sin første sejr d. 14. juni 2014 mod Copenhagen Barracudas! Holdet viste godt samspil og vildskab - noget der skulle blive et varemærke for klubben.
I januar 2014 blev dameholdet, Odense Lionesses, startet. Dette var det første damehold i Danmark og har siden deres opstart været pionere for damefodbold i Danmark. Holdet har siden sin start været meget succesfuld og vandt den første Women's Nordic AFL i 2015, en liga hvor alle de Nordiske hold deltager. 2015 blev også året, hvor de vandt en sølvmedalje til Europamesterskabet i Kroatien og fortsatte deres imponerende udvikling.
Reglerne
Australsk fodbold spilles med oval bold på oval bane, og bolden spilles til medspillere via spark eller slag til bolden med en knyttet næve (hvilket kaldes en “handball”). Griber man bolden efter, at den er blevet sparket, siges det, at man “marker” bolden, og man får det som svarer til et frispark. Når en spiller får et mark, kan spilleren roligt gå tilbage og spille bolden til holdspillerne, da market medfører at modspillerne ikke må forsøge at få bolden fra spilleren, der lavede market. Spilleren der laver market kan også vælge at spille videre, selvom spilleren har fået et mark.
Målet består af 4 høje stolper, og sparkes bolden imellem de to midterste stolper i modstanderens mål, har man scoret et mål (et goal) og bliver tildelt 6 point. Hvis bolden derimod sparkes mellem en af de yderste stolper og en af de midterste, har man scoret et såkaldt “behind” og bliver kun tildelt 1 point. Sendes bolden i mål med en handball, rammer den en modstander før den passere mållinjen, eller sparkes bolden i mål med andet end målscorerens fodboldstøvle, eks. et knæ, bliver man også kun tildelt 1 point.
I australsk fodbold er det lovligt at tackle fra skuldre og ned til knæene. Holdes en spiller, som er i besiddelse af bolden, fast, således at spilleren ikke er i stand til at spille bolden videre på lovlig vis indenfor få sekunder, bliver bolden givet op i et såkaldt “ball-up” mellem to rivaliserende spillere. Hvis en spiller forsøger at spille bolden videre, men gør dette på ulovlig vis ved at kaste bolden, går bolden til det modsatte hold.
En kamp består af 4 halvlege, hvis længde bestemmes af de rivaliserende hold (typisk 20 min). Når bolden gives op fra midten ved starten af en halvleg eller når et mål er blevet sparket, må spillerne placere sig overalt på banen, både på deres egen og på modstanderens banehalvdel. Hvis der scores et behind, startes spillet fra målet af, af det hold, hvis mål der blev scoret på.
Hvis man er intresseret i at få forklaret australsk fodbold, er der her en kort video.
En begynderguide til australsk fodbold