”Yoga for alle” er et oplagt hold til dig, der gerne vil have lidt af det hele: gode stræk, elementer med balance, let styrke og flow, måske en åndedrætsøvelse og selvfølgelig en dejlig afpænding til sidst.
Øvelserne kan varieres i sværhedsgrad, så både nybegyndere og mere erfarne yogadeltagere får noget ud af timen. Vi styrker bevægelighed og kropsbevidsthed, mens stress i krop og sjæl reduceres.
Her handler yoga ikke om at præstere, men om at have det godt i kroppen og gå hjem med fornyet energi og ro indeni 🧘♀️
Præsentation af Louise:
Min grunduddannelse i yoga har udgangspunkt i hatha og flow med rødder til yogaens filosofi og visdomslære. Jeg har praktiseret yoga i forskellige former gennem 20 år. Jeg udvikler løbende mine kompetencer ved deltagelse i workshops og uddannelser. For mig er yoga mere end blot en fysisk praksis. Det er en forbindelse mellem krop, sind og den verden vi befinder os i. Når jeg ikke underviser i yoga, arbejder jeg med ledelses- og organisationsudvikling.
Qigong er til dig som ønsker at arbejde blidt med at løsne spændinger i kroppen og finde ro og nærvær.
Qigong (udtales tjigång) er sammensat af ordet ”Qi”, som betyder livsenergi og ”Gong”, som betyder dedikeret tid. Så Qigong betyder den dedikerede tid, du bruger på at kultivere din livsenergi – din Qi – og derigennem forbedre din fysiske såvel som din mentale sundhed.
Qi Gong er mindfulness i bevægelse. Qi Gong udføres stående (og gående) og kombinerer rolige, blide bevægelser og stræk med bevidsthed om åndedrættet. Formålet er at afspænde kroppens væv og forbedre kropsholdningen og dermed forbedre flow af energi i kroppen.
Qigong styrker muskulaturen, smidiggør bindevævet og medvirker til at reducere smerter.
Qigong har også fokus på det dybe åndedræt, hvilket sammen med bevægelsernes karakter, beroliger nervesystemet og har dermed en stressdæmpende effekt.
Qigong medvirker til at reducere smerter, forbedre søvnen og give mere overskud i hverdagen.
Qigong er for alle. Øvelserne kan justeres efter dit eget tempo og formåen og kan evt. udføres siddende. Mange af øvelserne kan du integrere i din hverdag.
Velkommen til skønne Qigong sessioner.
Præsentation af Ingrid:
Jeg hedder Ingrid Kortsen og er uddannet lærer. De sidste mange år har jeg undervist voksne med psykiske vanskeligheder.
Jeg har altid interesseret mig for krop, bevægelse og sundhed. På et kursus i naturterapi blev jeg introduceret til nogle få Qigong øvelser. Det var spændende, og anderledes, og gav en dejlig ro. Jeg begyndte på et foreningsholds i Qigong – og det var fantastisk. Jeg fik ro i hovedet og stresser af med Qigong. Det er 3 år siden og nu er jeg snart færdig med instruktøruddannelsen ved Fraling Qigong Academy.
Jeg glæder mig til at møde dig.
I yin yoga arbejder jeg med 3 forskellige elementer:
Åndedrættet
Nervesystemet
Bindevævet
Åndedrættet – spiller altid en central rolle, da den forbinder kroppen og sindet. Åndedrættet kan hjælpe med at skabe en følelse af tilstedeværelse, reducere stress og øge bevidstheden om nuet og din krop.
Nervesystemet – Dit parasympatiske nervesystem aktiveres (skaber ro) gennem beroligende og enkle bevægelser.
Bindevævet – Med stillinger der holdes i længere tid, arbejder du med bindevævet. Fleksibiliteten og mobiliteten i både led og muskler styrkes gennem stræk.
Yin yoga er en stille revolution – et frirum – hvor du kan komme helt ned i gear, skabe balance i krop og sind og samtidig styrke din fleksibilitet og modstandsdygtighed, både fysisk og mentalt. Samtidig giver det mulighed for at lindre og give slip på spændinger, såsom hovedpine og skuldre-, nakke- og rygsmerter. Holdet er for alle uanset erfaring.
Hos mig er nærvær og egenomsorg i centrum.
Velkommen til et rum fuld af ro.
Præsentation af Gitte:
Jeg hedder Gitte og er 54 år.
I 2015 gav jeg mig selv muligheden for at gå i en anden retning efter en voldsom stressbelastning, som vendte mit liv på hovedet. Yogauddannelsen blev starten på at give videre, hvad jeg selv havde modtaget.
Jeg underviser i forskellige former for yoga og er hele tiden nysgerrig på at udvikle og skabe nye veje.
Yin yogaen er min kerne og der hvor mit hjerte ligger. Jeg vil altid være yogaelev, da jeg konstant er i selvudvikling. Jeg elsker at formidle og få dig med ind i et rum fuld af ro.
Fortravl ikke dit liv.
Fornægt ikke din ro.
Men skab balance mellem de to.
🙏 Gitte
Her forenes det bedste af to verdener: De energigivende, dynamiske flows fra yang-yogaen og de dybere, forløsende stræk fra yin-yogaen.
Timen er klassisk opbygget med en rolig introduktion og opvarmning, efterfulgt af styrkende flows og nærende stræk. Vi afrunder altid med en afspænding, som giver krop og sind ro.
Her kan du momentvis få lidt sved på panden. Stillingerne er ikke teknisk svære og kan justeres, så både begyndere og erfarne kan være med her. Timerne er forskelligt sammensat fra gang til gang og med både lidt styrke og balance og god tid til langsomhed, får du altid lidt af det hele og går veltilpas hjem.
Præsentation af Anne:
Mit navn er Anne Hansen-Krogsgaard og jeg har dyrket yoga i mere end 15 år. Jeg nyder selv både Hatha- og yin yoga og er under uddannelse til yin-yogalærer. Jeg er uddannet ergoterapeut og bruger ergoterapien i min yoga med fokus på, hvordan yoga kan hjælpe med at styrke kroppen og forebygge skader.
Udover at undervise holdet her i Bolbro, er jeg ejer af Anero yoga. Jeg har forskellige hold og arrangerer også retreats -læs mere på www.anero-yoga.dk.
Jeg glæder mig til at guide dig igennem nogle skønne yogatimer.
MediYoga står for Medicinsk Yoga, og er en meget rolig yogaform. Sammensætningen af øvelser i MediYoga er videnskabeligt testet for deres effekt.
MediYoga arbejder på det fysiske, mentale og emotionelle plan, og kan hjælpe dig med at genfinde balancen fysisk og mentalt. Det kan bl.a. hjælpe til øget bevægelighed, færre smerter i led og muskler, samt reducere oplevelsen af stress og uro i krop og sind. Det har en positiv påvirkning på åndedræt, blodtryk, søvn, puls og mental velvære.
Alle øvelser i MediYoga kan udføres enten på en måtte på gulvet eller siddende på en stol.
Hver MediYoga time består af:
Dybe vejrtrækninger
Fysiske langsomme øvelser
Afspænding
Meditation.
MediYoga er godt til dig der ønsker skånsom bevægelse og roligt tempo.
Præsentation af Svetlana:
Jeg hedder Svetlana og er uddannet ergoterapeut og arbejder nu med forskning. De seneste 5 år har jeg undervist i Medi Yoga, i øjeblikket også hos Hjerteforeningen.
Jeg glæder mig til at give dig en pause med ro for krop og sjæl. Velkommen.
I mine timer forbinder vi simple yogaøvelser med elementer fra kropsterapien. Jeg er optaget af sammenhængen mellem vores følelser og krop.
Vi retter opmærksomheden indad og møder vores krop undersøgende og med blidhed.
Til morgenyoga hos mig behøver du ikke bekymre dig om perfekt udførte stillinger eller præstation. Du er velkommen præcis som du er uanset kropsform, smidighed, styrke, alder eller erfaring.
Præsentation af Katrine:
Jeg hedder Katrine Bjoerk og jeg er uddannet i kropsterapeutisk Yoga hos Sanum Yoga. Jeg
arbejder som socialpædagog og har mange års erfaring i egen klinik med Kropsterapi,
NADA, Sindsro og Healing.
For mig er den kropsterapeutiske tilgang til yoga et sted, hvor jeg møder mig selv med nærvær. Et rum hvor jeg kan mærke mig selv og være med det, der bevæger sig i mig.
På dette hold blander jeg yin yoga med elementer fra mindfulness. Timen starter med en kort dynamisk intro med nogle lette øvelser. Herefter en kort, guidet meditation efterfulgt af en serie af yinyoga-stillinger. Sekvensen slutter med en afspændende Bodyscan.
Yinyoga giver med de længere holdte stillinger mulighed for at blive meditativ og mindfuld. I yinyoga arbejdes der med stræk af især bindevæv og en forbedring af energistrømmen i kroppen. Du har mulighed for at opleve øget energi og velvære i din krop, men også mental velvære i form af ro i hovedet.
Alle kan være med, da stillingerne kan tilpasses og støttes med for eksempel hynder og tæpper. Jeg bruger stille meditationsmusik.
Præsentation af Ina:
Jeg hedder Ina, er 60 år, sygeplejerske og bor i Nyborg.
Jeg er uddannnet YinMind-instruktør hos Lars Damkjær og Louise Grønbeck, og har praktiseret yinyoga i yogastudiet YogaVesterbro, været på flere stilhedsretreats, taget kurser i Mindfulness og undervist veninder hjemme i stuen.
Jeg glæder mig til at møde dig.
Med fokus på funktionalitet, biomekanik og kropsholdning bruger vi yogaøvelser til at styrke kroppens muskler og arbejde med mobilitet og stabilitet. Der vil være en grundig opvarmning, dynamiske øvelser, sved på panden, snak, grin og en rolig afslutning. Der er plads til alle, der vil udfordres; stive fodboldben, sofakrop, superspændstig eller bare nysgerrig… Kom glad.
Præsentation af Charlotte:
Jeg hedder Charlotte, er efterskolelærer og uddannet yogalærer i alignement yoga. Jeg har i mange år undervist i gymnastisk, dans og senest i yoga i en anden idrætsforening. Jeg bor nu igen i Bolbro med mine 2 store teenagere. I fritiden rider jeg, står på SUP og rulleskøjter.