Håndbold
Kort fortalt om Bolbro GIF Håndbold og vores hold
En håndboldklub med historie
Bolbro Håndbold har en lang og stolt historie. Håndbolden blev en del af Bolbro Gymnastik Forening allerede i 1938, og siden har sporten været en vigtig del af livet i foreningen.
Gennem årene har Bolbro markeret sig stærkt på håndboldbanen. I 1960’erne var vi en af landets største håndboldklubber med hele 42 hold, og vores bedste herrehold spillede i 1. division i starten af 1970’erne. Samtidig har ungdomshåndbolden altid været en vigtig del af klubben.
I dag er vi stadig en del af Bolbro GIF og har hjemme i Bolbrohallen og Boblen. Vi bygger videre på den stærke håndboldtradition med både senior- og ungdomshåndbold – og med fællesskabet som en vigtig del af klubben.
For selvom meget har ændret sig siden 1938, er glæden ved håndbolden, fællesskabet og det at være en del af Bolbro stadig det samme.
3. division Kvinder – seriøs håndbold og stærkt fællesskab
Vores 3. divisionshold er et ambitiøst hold med fokus på seriøs og fysisk krævende håndbold. Ud over de to ugentlige håndboldtræninger prioriterer vi ekstra fysisk træning, så vi er godt rustet på banen.
Vi har en stor og engageret trup, hvor der både er plads til ambitioner, udvikling og masser af sjov. Vi lægger stor vægt på fællesskabet og mødes også til fælles aktiviteter uden for håndboldbanen. Det skaber en god stemning og et stærkt sammenhold – både til træning og kamp.
Serie 1 Kvinder - Et stærkt hold med ambitioner og fællesskab
Vores hold er en god blanding af rutinerede spillere og nye kræfter, som tilsammen udgør en stærk back-up til 1. holdet. Vi er ihærdige, seriøse og engagerede til træning og kamp – men samtidig er der altid plads til grin og sjov.
Vi vil gerne hinanden, både på og uden for banen, og det stærke fællesskab er en vigtig del af holdet.
Serie 4 Kvinder - nyt hold - masser af gåpåmod
Vores nyeste damehold er startet af en flok sygeplejersker, men truppen består af både spillere med masser af håndbolderfaring og spillere, der er helt nye på banen.
Vi træner én gang om ugen, og for dem, der har lyst, starter vi med en frivillig løbetur inden træningen. Vi tager håndbolden seriøst, men humøret er højt – og selvom vi først og fremmest har det sjovt sammen, vil vi selvfølgelig også gerne vinde!
Serie 2 Herrer - unge og gamle – sammen på banen
To hold med en god blanding af unge og gamle spillere, højt humør og masser af god energi. Vi er mange til træning, går til stålet og leverer gerne de lækre detaljer, når kampen spidser til.
Sammenholdet er stærkt, og vi nyder ikke kun tiden på håndboldbanen, men også de mange aktiviteter, vi laver sammen uden for banen. Hos os er der plads til både seriøs håndbold, grin og masser af fællesskab.
Serie 4 Herrer - Hyggeholdet – plads til alle
Hyggeholdet er præcis, som navnet antyder – her er der plads til alle. Truppen spænder bredt fra familiefædre til unge gutter, og selvom aldersforskellen er stor, er sammenholdet usædvanligt stærkt – både på og uden for banen.
Vi har en stejl læringskurve, altid ja-hatten på og et humør, der sjældent fejler noget. Vi vil selvfølgelig gerne vinde, men aldrig på bekostning af hyggen. Først og fremmest er vi en flok gode mennesker, der nyder at være sammen og spille håndbold.
U11 Mix – masser af energi og håndboldglæde
Vores U11 Mix er et energisk og arbejdsomt hold, der er gode til at lytte og altid møder op med masser af gåpåmod. De er mega sjove at være sammen med og elsker både træningen, kampene og fællesskabet.
Som klubbens ældste børnehold oplever vi en rigtig fin tilgang af nye spillere, og det er dejligt at se holdet vokse og udvikle sig sammen.
U6-U8 mix – fart, leg og håndboldglæde
Vores U6-U8 er en skøn flok børn fra 0. til 2. klasse, hvor nogle allerede har spillet håndbold i flere år, mens andre lige har taget deres første skridt ind på håndboldbanen.
Der er fart over feltet, masser af energi og altid gang i bolden. Vi leger, øver os og har det sjovt sammen – for det vigtigste er, at børnene får lyst til at lege videre med håndbolden.
U3-U5 mix – Trille Trolde – hvor håndbolden begynder
Trille Trolde er vores tilbud til de allermindste håndboldspillere fra U3-U5 og deres forældre. Her handler det først og fremmest om at lege, bevæge sig og have det sjovt sammen.
Vi leger os ind i håndboldens verden med bolde, løb, hop, kast og masser af sjove aktiviteter. Undervejs styrker børnene deres motorik, bliver fortrolige med bolden og oplever glæden ved at være en del af et fællesskab.
Forældrene er med på gulvet, så Trille Trolde er også en hyggelig stund, hvor børn og voksne kan lege og være aktive sammen.
Hos os behøver man hverken kunne gribe, kaste eller kende reglerne på forhånd. Det vigtigste er, at vi har det sjovt – og at børnene får lyst til at komme igen.