Skip to the content

Loppemarked i Bolbro Hallen

Bolbro Badminton afholder loppemarked i Bolbro Hallen søndag den 14. marts 2021 kl. 10-15.

Entré: 20 kr. for voksne over 18 år. Børn gratis.

Vi følger naturligvis alle gældende retningslinjer og forholdregler ift. COVID-19.

 

Vil du være med?
Det koster 50 kr. at få en stand til loppemarkedet. En stand er ca. 2x3 meter, og der er et bord (ca. 1x2 meter) og en (eller flere) stole med i prisen. Du er velkommen til at booke to stande, hvis du har brug for mere plads.

Vi har valgt at sætte prisen for en stand meget lavt. Til gengæld er det ikke tilladt at indtage medbragt mad i hallen under arrangementet – det skal købes i Bolbro Hallens cafeteria Café Cup.

Alle stande er booket - ønsker du at blive skrevet på venteliste, kan du kontakte Tanja Bruntse Ahler via sms på tlf. 29256101. Kommer der et afbud, får du buddet om at booke en stand. Takker du ja til standen, foregår tilmeldingen på den måde, at du indbetaler 50 kr. til Bolbro GIF på MobilePay til 13791 - skriv gerne dit navn i emnefeltet. Herefter tager du et skærmbillede af din kvittering for overførslen og sender det i en sms til Tanja Bruntse Ahler på tlf. 29256101.

Der er plads til 82 stande i hallen. Bliver du efter tilmeldingen forhindret i at deltage, refunderes tilmeldingsgebyret ikke. Vi vil dog meget gerne vide besked, så vi kan give pladsen til en anden. 

Regler og retningslinjer
Du er velkommen til at sælge ting og sager fra gemmerne.
Du er velkommen til at sælge hjemmestrik, hjemmelavet marmelade o.l.
Det er ikke tilladt at sælge levende dyr.
Det er et loppemarked - ikke et kræmmermarked. Vi tillader ikke stande med primært eller udelukkende nye/ubrugte varer.
Det er ikke tilladt at sælge kage, boller eller lignende madvarer, der kan spises på stedet. Det er kun tilladt at spise mad købt i Bolbro Hallens cafeteria, Café Cup, under loppemarkedet.
Der må ikke handles før kl. 10, hvor loppemarkedet starter – dørene åbnes først for besøgende kl. 10. Tilsvarende må der ikke pakkes ned før loppemarkedet slutter kl. 15.
Det er ikke tilladt at efterlade affald, varer eller andet. ALT skal pakkes ned og tages med hjem igen. Bord og stol(e) skal sættes på plads, inden du forlader hallen.
Der skal være håndsprit tilgængeligt på ALLE stande. 

Har du spørgsmål til ovenstående så kontakt Tanja Ahler på tanja@ahler.dk eller tlf. 29256101.

Det praktiske på dagen
Fra kl. 8.00 kan du komme og stille din stand op. De enkelte stande er mærket op og fordelt forud for dagen. Du kan ikke selv vælge, hvor du vil stå henne, men du er velkommen til at skrive, hvis I er to, der gerne vil stå vil siden af hinanden, så finder vi ud af det. Når du ankommer, står der hjælpere klar til at hjælpe dig med at få et bord og stole sat klar. Du skal selv bære dine varer ind. Du må læsse varer af ved den direkte indgang til Bolbro Hallen, køre din bil væk og dernæst bære det hele hen til din stand. Din bil skal køres helt væk fra Bolbro Hallens område, så der er parkeringspladser til de, der kommer for at handle hos dig.

COVID-19
Vi følger de gængse retningslinjer og forholdsregler ift. at undgå spredningen af COVID-19. Det betyder bl.a., at der naturligvis skal være håndsprit tilgængeligt på ALLE stande. Og vi skal hjælpe hinanden med at holde afstand og sikre en forsvarlig afvikling af et hyggeligt loppemarked.

Tips og tricks til standholdere
- Kom i god tid. Dine varer skal være stillet op, så du er klar til at sælge kl. 10, når køberne strømmer ind. Kom i god tid. Du kan roligt regne med, at det tager mindst en time at stille alle varer pænt op. Bolbro Hallen er åben for opstilling af stand fra kl. 8.
- Kontanter og byttepenge.
 På loppemarkeder betaler mange med kontanter. Husk en dåse, pengekasse eller en lille taske til at opbevare kontanter i - husk også byttepenge, så du kan give tilbage, hvis folk kun har sedler. 
- MobilePay. Har du ikke allerede MobilePay, så sørg for at få det! Mange købere har slet ikke kontanter på sig, men betaler kun via MobilePay - det er så ærgerligt at gå glip af en handel, fordi du ikke kan tage imod betaling på MobilePay. Lav et skilt med dit MobilePay-nummer på - det gør det nemt for dine købere. Skriv gerne det navn, der står på din MobilePay-konto på skiltet også - mange købere vil gerne lige dobbelt-tjekke, at de har tastet nummeret korrekt, inden de swiper og betaler, og det kan de gøre ved at se, at det er det rigtige navn, der kommer frem på deres skærm.
- Priser eller ej? Det er lidt en smagssag, om man prismærker sine varer eller ej på et loppemarked. Og der kan være både fordele og ulemper ved at gøre det eller ej. Sælger ud meget billigt, kan det være en god idé med prisskilte, så det er tydeligt for folk, at det i hvert fald ikke er prisen, der skal afholde dem fra at købe noget hos dig. Omvendt kan mange godt lide at prutte om prisen på et loppemarked, og der kan priser på varerne måske lidt låst. Så det er op til dig.
- Poser og papir. Der er god service at tilbyde en pose til varerne, når folk handler hos dig. Så medbring gerne, hvad du lige har liggende af (brugte) poser. Hav også lidt avispapir liggende til at pakke omkring glas, porcelæn o.l.
- Dine varer. Stil dine varer op, så din stand er pæn og overskuelig fra købernes vinkel. Brug evt. en kasse eller et hyldearrangement til at fremhæve nogle få, lækre varer på bordet - det skaber blikfang og får købere hen til din stand. For mange varer på en rodet stand giver et dårligere salg. Prioriter i varerne, så det hele ikke ligger oven i hinanden, og man ikke kan overskue din stand - og så orker man næsten ikke at se, om der er noget, man kan bruge. Stil evt. større ting under bordet, men så de stadig kan ses fra gangen. Brug fx kurve og kasser til at arrangerer dine varer i på gulvet ved siden af bordet. Hav evt. en kasse med ting i baghånden, som du løbende fylder op fra, efterhånden som noget bliver solgt.
- Tøj. Skal du sælge tøj, er det en rigtig god idé at hænge det op på et tøjstativ, så folk kan bladre i det. Det må ikke hænge for tæt - så heller fylde op undervejs. Overvej et skilt med størrelser. Og har du et spejl, der er nemt at tage med, er det en god idé.